Nordjyllands jernbaner

Send mail

Nordjyllands jernbaner > Aalborg privatbaner > Faste anlæg

Faste anlæg

Stationerne
Hovedbygningerne har altid været de af jernbanens bygninger, der er gjort mest ud af. Hovedbygningen var det ansigt banen viste til kunderne, inden de skulle med toget og vejfacaden var det ansigt baneselskabet viste kunderne og som andre offentlige bygninger i denne periode skulle de give indtryk af troværdighed og soliditet.

Stationernes betydning for lokalsamfundet
Stationerne var vigtige for de lokale samfund. Flere steder var de medvirkende til en rivende udvikling bl a Fjerritslev, Brovst og Aabybro på Fjerritslevbanen. På Sæbybanen var det bl a Dronninglund der blev født med banen.

I løbet af et forholdsvist kort åremål voksede mange stationsbyer til hver deres egns kraftcenter og trak udvikling fra de omkringliggende byer f eks Asaa, der stagnerede mens man så at Dronninglund udviklede sig til en by omkring banen.

Skulle man i banens velmagtsdage se sig om i verden skulle man omkring stationen. Stationen var også det sted man kom, når der skulle modtages gæster eller for en stund tages afsked med familie og venner. Stationen var desuden stedet, hvor man kunne mødes - der var før 2. verdenskrig et større leben omkring mange stationer. Ærindet på stationen kunne også blot være det, at man skulle sende eller modtage en pakke.

Med årene, især de senere, fik stationerne noget trist og tomt over sig. Der var ikke længere byernes samlingspunkt  - stationerne heller ikke længere verdens navle og forfaldet var blevet mærkbart, bygninger og terræn bar efterhånden præg af manglende vedligeholdelse.

Langholt station. Typisk station fra APB med postekspedition. Bagest varehus. Foto: Erik V. Pedersen.

Stationstyper
Der var 2 hovedtyper af stationsbygninger på Aalborg privatbaner.

Sæby, Hadsund, Fjerritslev, Nørresundby, Nibe var største typer.

Stationerne var generelt dårligt byggeri og hvor kommunerne overtog de større stationer er de nedrevet.

De mindste stationer
Blev bygget som en art banevogterhuse, hvor "konen" kunne passe de stedlige jernbaneforretninger, som salg af billetter og ekspedition af banepakker, gods etc. "Manden" var så ofte ansat i baneafdelingen eller noget tilsvarende. I disse bygninger skulle der kun være plads til en beskeden bolig og et lille venterum for passagererne. Den lidt større bygning havde endvidere et rum for postvæsenet og stationen fungerede som brevsamlingssted. De helt store stationer kunne enten være store, fordi de også indeholdt et postkontor og/eller et hovedkontor for privatbanen. De store bygninger blev ofte meget dominerende i de byer de blev placeret i.

Stationerne fik ikke indlagt elektricitet fra starten. Der benyttedes petroleum til lamper og signaler og til belysning. Vandforsyning og afløb var som for hovedparten af landbrugsejendomme og landbygninger baseret på egen brønd og afløb.

Aalborgbanerne var det eneste større privatbaneanlæg omkring år 1900, der fik bygninger fra anden hånd end statsbanernes chefarkitekter Arboe og siden Wench. Det blev i stedet jernbanearkitektur der tydeligt var kopieret fra Arboes stationer, men der var sparet hvor spares kunne og det var lokale håndværksmestre der kom til at lave "arkitekturen" under ledelse af Poulsen fra Randers, der vandt licitationen over stationerne på bl a Fjerritslevbanen og han har leveret tegninger til disse. Det var meget ens bygninger af simpel type. Der var ikke gjort noget ud af detaljer på bygningerne. Kun træudhænget på taget havde et par ekstra krumelurer.

De mindre stationer afveg noget i størrelse, men det er svært at sige hvor store de var da de blev bygget da flere af stationerne har fået større eller mindre tilbygninger, der i de fleste tilfælde blev lavet ved at forlænge bygningerne. På mange af stationerne bl a på Fjerritslevbanen blev der desuden lavet et trævindfang fra perronen ind til ventesalen i de første årtier.

Der opførtes endvicere en række ledvogterhuse og banearbejderboliger langs banen.

Stationskiltet
På bygningen var et simpelt skilt med stationsnavnet i træ - typisk håndmalet i modsætning til DSB stationer, hvor de typisk var af emalje.

Stationsskiltet på Vodskov station. Håndmalet med grøn ramme på zink. Foto: Erik V. Pedersen.

Agersteds stationsskilt i 1978, visker stadig stationen navn. Over stationsnavnet sad en lampe så man også om aften kunne se navnet. Foto: Erik Kjærsgaard.

Stationernes indretning
Udover ventesal, billetsalg og anden publikumsekspedition var de mindre stationen rammen for en familie, idet langt de fleste hovedbygninger indeholdt en beboelsesdel. På de mindre landstationer udgjorde beboelsen langt det største etageareal i bygningerne, så stationernes hovedbygning var ofte blot en bolig med ekstra funktioner.

Bygningens størrelse var endvidere bestemt af Postvæsenets krav, da de fleste stationer og andre holdepladser med beboelse havde postbefordring. Stationerne var forsynet med 2 døre mod perronsiden, den ene til tjenestebrug og for postvæsenet, der havde reoler lige inden for døren, den anden til kunder med adgang til kontoret gennem ventesalen.

Ventesalen
Ventesalen var opvarmet og der var en stor bænk eller flere, en kakkelovn og et ur og en luge ind til billetsalget. Belysningen var indtil 30'erne med petroliumslamper. Opvarmningen på de fleste stationer skete med støbejernskakkelovne hvor der blev fyret med fast brændsel og det var portørpersonalets opgave at sørge for, at der fyredes i såvel tjenestelokaler som venteværelse og at sørge for, at der i venteværelset var mindst 14 graders varme, og at der mindst var det 30 minutter før og efter hvert togs ankomst og afgang. 


Der var stationsure i ventesalene med lodtrukket urværk. Stationsur fra et af Aalborg privatbaners ventesale. Urene var mørkbejsede. Dette ur er blevet malet hvidt efter det er taget ned fra en af stationerne.

Billetlugen på Agersted stationen i 1978. Der var på dette tidspunkt posthus på stationen. Foto: Erik Kjærsgaard.

Sidebygning - retirader
I forbindelse med beboelsen var der adgang til en gårdsplads med vandpost, der var indhegnet med plankeværker. Fra gårdspladsen var der adgang til sidebygningerne der rummede brændsels- og vaskerum for tjenesteboligen på stationen samt toiletrum med gammeldags retirade og lokum, hvortil der for passagerer var adgang gennem udvendige døre, mens beboerne kunne nå deres gennem den lukkede gård mellem de to bygninger.

Her var toiletterne af standardtypen på Sæbybanen. På vinduerne over dørene eller på dørene til disse som regel ikke særligt velduftende lokaler stod der malet »Retirade« og »Pissoir«. Foto: Erik Kjærsgaard i 1978.

Perroner
På mange stationer var der af sparehensyn ikke anlagt perronforkanter ved banernes bygning, men i 1924-25 udskiftedes flere af de primitivt anlagte perronforkanter, som havde været anlagt enten af jord eller græstørv. Perronerne ved stationerne var grusbelagte med en betonforkant. På enkelte stationer var der enkelte rækker fliser til indgangen til stationsbygningen. På de større stationer var perronen asfalteret eller flisebelagt foran stationsbygningen.

Pakhuse
Pakhusene på Fjerritslevbanen blev generelt opført rødmalet i klinkbygget træ med grønne kanter på taget og grønne skydeporte ind til pakhuset. På flere stationer var portene også malet grønne. Taget var tagpap. Lå som regel ved siden af stationen enten på den ene eller anden side.
Pakhusene var også standardiserede bygninger med forskellig længde. Mange pakhuse var ikke opført ved banens åbning og andre blev kraftigt udvidet i de to første årtier banerne kørte. Mange af bygningerne er træbygninger, men i bl a i Hørby fandtes der pakhuse i mursten.

Vadum station med svinefold til venstre og station i forgrundne med den karakteristisek udbygning på perronen. Bag stationen pakhus i træ. Foto: Erik V. Pedersen.

Folde
Der fandtes overdækkede folde til svin og kvæg ved hovedparten af stationerne. Disse folde, der var opført af træ med paptag, stod ubenyttede ved mange stationer til det sidste. Nogle af disse folde havde faste ramper, andre havde flytbare ramper. De var placeret i god afstand fra stationsbygningerne ved læssesporene af hensyn til lyde og lugte.

Svinefolden i Vodskov. Foto: Erik V. Pedersen. 

Remiser
Der var remiser i Frederikshavn, Nørresundby, Fjerritslev, Aalborg, Hvalpsund og Hadsund.

Remisen i Hvalpsund i 1969.

Remisen i Hvalpsund.

Gavlen med de to porte i remisen i Hvalpsund.

Læs mere om remisen i Aalborg

Trinbrætter
Trinbrætterne var almindeligvis kun et holdested med et simpelt drejesignal, eller som de fleste steder et vingesignal, der skulle hejses hvis man ville med toget.

Nyrup Mark trinbræt med drejesignal. De fleste trinbrætter var forsynet med vingesignal. Her ses også det karakteristiske korsformede skur i en lille model.

Illerisøre trinbræt 16-08-64. Typisk for Aalborg Privatbaner. Trinbrætnavnet på gammel skinne i røde bogstaver på hvid baggrund og i en kassette nedenunder køreplanen for trinbrættet. Vingesignalet sad på træstolpen skjult i stolpen når signalet ikke var sat til at toget skulle stoppe. Stolpen var boltet til en gammel skinne der var gravet ned i jorden. Foto: Ulf Holstrup.

Der var de fleste steder en lille grus/jordperron af en højde på mellem 20 og 30 cm over svellerne og ofte et skur, men standarden var generelt lav.

APB havde nogle karakteristiske korsformede læskærme ved trinbrætterne der var opført i 30’erne bl a ved Lundergaarde og Knøsgaard trinbræt. Andre steder var der et rødmalet træskur på ca 2 x 3 meter.

De gamle pæne skure var vanskelige at vedligeholde, idet de henlå uden andet tilsyn, end det som banemesteren udøvede. De fik med tiden lov at forfalde.

Undermenu