Nordjyllands jernbaner

Send mail

Nordjyllands jernbaner > Aalborg privatbaner > Faste anlæg > Børster

Børster

Børster blev arbejderne der byggede jernbanerne ofte nedsættende kaldt af bønder og borgere. Selv tog de benævnelsen til sig som en titel, de var stolte over at bære. Det var langt fra alle, der kunne blive optaget i børsternes kreds.
Forsøgte en ny mand at smyge uden om arbejdet, eller var han for nysgerrig, stjal, eller på anden måde en dårlig kammerat, skulle børsterne nok sørge for, at han ikke blev længe på stedet.
I større eller mindre flokke drog de rundt på landevejene i slutningen af forrige århundrede og begyndelsen sidste. I sommersæsonen tog de arbejde ved de store anlægsarbejder, der blev udført på den tid, sikringen af den jyske vestkyst, bro- og dæmningsbyggeri og fremfor alt udbygningen af det danske jernbanenet.
Om vinteren, når jorden var for hård til at man kunne få skovlen i den, hutlede de sig igennem eller tog arbejde på en af de store herregårde.
Børsterne var ofte gårdskarle, der var »rendt af pladsen« og som følte sig tiltrukket af det hårde, frie liv. Overalt i landet, hvor der skulle anlægges jernbane, dukkede børsterne op - betragtet med blandede følelser af den lokale befolkning.

Der blev mellem godtfolk fortalt frygtelige historier om børsternes udskejelser med kvindfolk og brændevin. Hvor de kom frem i landet, blev de af de lokale bønderkarle betragtet med blandede følelser af misundelse og foragt. Langt fra alle historier, der gik om dem, var sande, og ofte var bønderkarlene selv ude om det, når der blev ballade og slagsmål. Men drukkenskab og voldelighed blevet deres eftermæle, og da de fleste børster ikke var bogligt dannede – flere var nærmest analfabeter - havde de ikke mulighed for at tage til genmæle med det skrevne ord.

Rigtig børste var man først, når man havde fået et øgenavn. Navnet fik man som regel efter en særegenskab, eller efter noget særligt man havde oplevet.
Således fik »Fasanen« sit navn en dag han lå og sov rusen ud i en grøft med kun fødderne stikkende op til vejkanten. En bondekarl på jagt kom forbi, han troede at fødderne var fasaner og sendte et skud hagl i benene på den arme børste, der måtte humpe til lægen og få pillet haglene ud.

Børsterne var meget ærekære på deres egen facon. De var som oftest ikke organiseret i nogen fagforening. Hvis de følte sig snydt eller forulempet af en entreprenør, gik de bare deres vej. De kunne godt finde på at tage sig et par »kittedage« ind imellem, hvor de kiggede dybt i brændevinsflasken, men når de så gik på arbejde igen, så arbejdede de også til blodet piblede frem under neglerødderne, og de efterlod sig aldrig dårligt arbejde.
De gamle og rutinerede kunne nivellere en skråning så jævn som et stuegulv på øjemål, og de var derfor blandt mange entreprenører foretrukne som arbejdskraft.

Børsterne brugte som regel et barsk og kontant sprog og kunne derfor godt virke rå og brutale på nogen, som ikke var vant til den tone, men der er mange historier, der vidner om ædle følelser som solidaritet og venskab. Som oftest var børsterne kommet af usle kår, og mange af dem havde derfor et stort hjerte tilovers for fattigfolks børn, som de rundhåndet gav af deres sparsomme skillinger. Selv havde de ofte ikke mødt megen venlighed og kærlighed i tilværelsen.