Nordjyllands jernbaner

Send mail

Nordjyllands jernbaner > Havnebaner i Nordjylland > Havnebanen i Hadsund

Havnebanen i Hadsund

Allerede året efter Hadsunbroens indvielse begyndte arbejdet på at få etableret et spor fra Hadsund Nord station til havnen. Ingeniør L. Schlegel lavede tegning til projektet og overslag over udgifterne i 1907, men allerede året efter meddelte direktøren for Aalborg Hadsund banen, at der var flere tekniske problemer for projektet, da sporskiftet til havnesporet bl a måtte lægges på stationspladsen yderst mod vest. Desuden var banens pris for at udføre anlægget væsentlig højere end i overslaget. Det ville ikke koste Aalborgbanen meget at drive havnebanen, som den imidlertid ikke havde interesse i at etablere, da den kunne frygte tab ved at forsendelser fra Randersbanen og stationerne syd for Bælum ville gå til Hadsund i stedet for over den længere strækning til Aalborg.

Havnebanen i Hadsund. Foto: Poul Wilhelmsen. 

Udgiften på 20.000 kr. var mere, end udvalget, kunne skaffe, selv om der også var lovet bidrag fra institutioner uden for Hadsund. Efter gentagne opfordringer i Håndværkerforeningen tog man i 1912 atter fat på at få havnebanen bygget, hvorfor der blev nedsat et nyt udvalg.  Udvalget fik formentlig ikke sikret nogen kapital til anlægget, før krigen 1914-1918 satte en stopper for projektet og dyrtiderne satte ind.  

I 1920 blev sagen atter taget op. Hadsundbanen var stadig ikke interesseret af samme grund som tidligere, men det afvises af udvalget for havnebanen. I september forelå da også et udkast fra banen til en overenskomst om anlæg og drift af en havnebane i Hadsund. Den endelige overenskomst blev underskrevet den 20. marts 1926, og i 1928 kunne havnebanen tages i brug. Anlægget kostede 56.000 kr., hvoraf staten betalte det halve og Aalborg amt en fjerdedel.

Havnebanen i Hadsund. Foto: Poul Wilhelmsen.