Nordjyllands jernbaner

Send mail

Nordjyllands jernbaner > Jernbanefrimærker > Udbringning af gods

Udbringning af gods

Stykgods var, som navnet sagde styksendinger, der kunne håndteres ved hjælp af håndkraft eller eventuelt sækkevogn og i de senere år gaffeltruck. Stykgods blev stort set altid ind- og udlæsset i jernbanevognene af jernbanens personale. Fra banernes barndom blev det i mange tilfælde udkørt til modtagerne i byerne. Da bilkonkurrencen satte ind i 1920'erne iværksatte DSB og de fleste privatbaner også udkørsel af gods fra landstationerne.

Vognladningsgods var som navnet sagde hele vogne, som udelukkende blev stillet til rådighed for en enkelt forsender. Lastning og læsning kunne finde sted på stationernes ladespor, havnespor eller private sidespor, som der fandtes mange af på banerne.

Alle baner havde de såkaldte banepakker, som med en vægt på indtil 25 kg uden ledsagepapirer kunne forsendes med de fleste tog.  Fragten blev betalt ved påklæbning af jernbanefrimærker.

I byerne blev de bragt ud af jernbanens vognmand, medens man på landstationerne selv måtte hente dem. 

Annonce fra 1935 hvor der reklameres for at banepakker bragtes ud i alle stationsbyer, dog ikke landstationer hvor man selv skulle hente.

Banepakkerne fik deres største udbredelse ret sent i løbet af 1950'erne, men forsvandt efterhånden mere eller mindre som følge af konkurrencen fra postvæsen og fragtmænd.