Den smalsporede bane

I 1871 blev Vensyssebanen indviet og der var muligt at komme med tog til Frederikshavn. Vendsyssel nord for linjen Hjørring - Frederikshavn ville også have del i den udvikling som banen gav, og man begyndte derfor at presse på for at få skabt en jernbanelinje mellem Skagen og Frederikshavn.

Indenrigsministeriet, der fik planerne om en jernvej forelagt, arbejdede langsomt og uden interesse for projektet. Man stillede sig tvivlende og gav sandflugten skylden herfor, men i maj 1887 indberettede klitinspektøren til ministeriet, at klitterne nu var beplantet i et sådant omfang, at der ikke var fare for, at sandflugt ville genere en kommende jernbane. Midsommer 1887 fik indenrigsminister Ingerslev besøg af to delegerede fra Skagen, der afleverede et nyt andragende ledsaget af statistisk materiale. Kort efter denne samtale ankom til Skagen overingeniør Tegner og flere andre eksperter for at undersøge den forestående jernbanelinje. Oprindelig havde man projekteret en normalsporet jernbane, der ville koste 1.500.000 kr at anlægge, mens den årlige drift ville løbe op i et beløb på 100.000 kr. Byrådets medlemmer var enige med eksperterne i, at der skulle anlægges en bane, der var så billig, at driften kunne betales, og det kunne man ikke klare med en normalsporet bane.

Et år efter fik man så fra ministeriet en skrivelse, der oplyste, at der nu var budgetteret et projekt til en smalsporet jernbane mellem Skagen og Frederikshavn. Banens længde var på 5,2 mil, og da omkostningerne var anslået til 150.000 kr. pr. banemil, ville slutsummen blive 780.000 kr. Men hvor skulle alle disse penge komme fra? Egnen var fattig og kunne bestemt ikke klare en sådan udskrivning. Staten tilbød derfor at betale 2/3 af beløbet - 520.000 kr., mens de resterende 260.000 kr. skulle skaffes af de implicerede kommuner, samt af interesserede. Skagen byråd bevilligede 50.000 kr., amtet 120.000 kr., mens godsejer Jørgen Larsen til Gårdbogård tog for 10.000 kr. aktier. Hverken Frederikshavn kommune, Elling eller Råbjerg var særlige interesserede i at åbne pengekassen, men efter forhandling tegnede de sig dog for henholdsvis 20.000 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr. Desuden bidrog landsognet med 500 kr. Alt i alt et beløb på 208.500 kr., men man så ingen udvej til at skaffe de sidste ca. 50.000 kr. Men hjælpen kom fra ingeniør Winkel, Hillerød, der tilbød at overtage bygningen af Skagensbanen for den indsamlede sum. For det manglede beløb ville han tage præferenceaktier. Winkel tilbød endvidere at stille en drifts- og underskudsfond på 20.000 kr. til banens disposition og overtage driftsgarantien for banen i 10 år. Desuden ville han sikre, at der hvert år blev indbetalt 3.000 kr. til reservefonden.

Indenrigsministeriet fik underretning om, at den forlangte kapital var sikret og fremlagde i efteråret 1888 et lovforslag om Skagensbanen i Rigsdagen. Her var der flere komplikationer, men endelig 30. marts 1889 blev loven om bygningen af Skagensbanen vedtaget.

Ingeniørfirmaet, Gluud, Werner og Winkel, gik hurtigt igang med bygningen af en smalsporet bane, hvis sporvidde kun var på 1 meter. Knap en måned efter vedtagelsen var linjen udstukket, og nivelleringen af det ujævne terræn påbegyndt. Da Vendsysselbanen blev bygget, var brændevinen et stort problem, idet den flød i stride strømme blandt arbejderne. Det har den sikkert også gjort her, men arbejdet skred alligevel hurtigt og godt frem, således at banen den 24. juli 1890 kunne indvies i overværelse af honoratiores som Kong Christian den 9. og kronprins Frederik.

Dagligdagen
Dagen efter startede toggangen med to afgange i hver retning. Vognene, der benyttedes, var for godsvognenes vedkommende malet grønne, mens personvognene var gulbrune med Skagens byvåben påmalet.
Banens åbning blev et kolossalt fremskridt for egnen. Nu blev der regelmæssig forbindelse, således at både varer og rejsende kunne komme rettidigt frem, og desuden skabtes der en meget tættere tilknytning til resten af landet. Det var med banens åbning slut med at bumpe afsted i vandkanten langs Aalbæk bugt, og istedet kunne man adstadigt lade sig føre frem af en prustende damphest.
Da banen startede, var der foruden stationen i Skagen, kun en egentlig station, nemlig Ålbæk, mens der i Rimmen, Jerup, Hulsig og Højen var holdepladser med læssespor og vogterhuse forsynet med ventesale. Desuden var der stoppesteder med ventesal i Elling, Napstjert og Bunken.

Til at sikre at den indfangede fisk hurtigst muligt kunne blive transporteret sydpå fra Skagen, havde man i en årrække den ordning, at fiskeeksportørerne indtil kl. 6 aften kunne bestille særtog til samme aften mod at deponere 5 kr. Så snart fisken var læsset, kørte særtoget.

Nogle af de sidste rester af den smalsporede bane, kan vi i dag se neden for Elling Tømmerhandel, hvor blandt andet en del af den gamle banedæmning er bevaret.