Nordjyllands jernbaner

Send mail

Nordjyllands jernbaner > Thisted - Fjerritslev Jernbane

Thisted - Fjerritslev Jernbane

Jernbanestrækninge Struer - Thisted blev indviet i 1882, og man begyndte herefter at arbejde på at få en jernbane fra Nørresundby til Thisted, men desværre var der ikke nok interesse for den vestlige del fra Fjerritslev til Thisted, og på trods af modstand i folketinget, blev de to baner i  privatbaneloven af 8. maj 1894 optaget som 2 anlæg.

Staten skulle bidrage med halvdelen af beløbet, og man gik straks i gang med strækningen fra Nørresundby til Fjerritslev, som blev indviet d. 18. marts 1897. Det satte for alvor gang i arbejdet for Thisted-Fjerritslev-banen, men det kneb med at skaffe pengene.

Men tiden gik, og man nærmede sig tidspunktet for lovens udløb. I efteråret 1899 sendte man ansøgning til staten om større tilskud, og man vedtog året efter at ændre loven, så staten betalte 3/4 af udgifterne, og så kunne arbejdet påbegyndes. Amtsrådet havde tidligere bevilget 210.000 kr. og Thisted by 60.000 kr., og landkommunerne havde også givet tilsagn om bidrag, men det var altsammen for lidt. Amtsrådet holdt et ekstraordinært møde om sagen, og for lukkede døre blev det vedtaget at forhøje bidraget til 285.000 kr. på betingelse af, at dæmningerne over og udnyttelsen af Vesløs og Bygholm Vejler sikredes. Et nyt møde d. 5/1 1901 gav samme resultat, og først på et ekstraordinært amtsrådsmøde d. 24/4 1901 blev bevillingen givet fri, da man mente, at banen kunne forbedre udnyttelsen af Vejlerne.

Thisted station 2004. Spor 1 blev oprindeligt brugt af Fjerritslevbanen.

Banens linieføring i det næsten tomme land gav anledning til en række diskussioner. Et forslag om at føre banen omkring Hanstholm fyr blev afvist som værende ufornuftigt, men set med vore dages øjne havde det måske været fornuftigt.  Kommunerne på Nord Mors ønskede banen blev ført så tæt på Feggesund som overhovedet muligt. Men det var også før baneplanerne på Mors var inde i billedet.

I 1901 startede udstikningen af banen i terrænet. Selv herefter kom der alternative forslag bl a et forslag fra Hanstholm om en bane Thisted -  Hanstholm - Østerild - et forslag, der ville fordyre hele anlægget med ca. 1,25 millioner kr. Det blev dog ved planen.

I 1902 afholdtes der licitation på arbejdet - og i oktober samme år påbegyndtes jordarbejderne på banen.

Da banen skulle bemandes, blev 30 stillinger opslået ledige, der indkom til bestyrelsen ikke mindre, end 321 ansøgninger.

Thisted - Fjerritslev Jernbane blev bygget med et meget let spor på kun 17,5 kg/m skinne, hvad der var alt for spinkelt og betød store vedligeholdelsesudgifter og allerede i 1932-34 blev omkring 25 km af banens hovedspor udskiftet med brugte 31,1 og 32 kg/m skinner indkøbt fra DSB. I forbindelse med moderniseringen efter 2. verdenskrig udskiftedes resten, således at banen havde et godt spor.

Indvielsen af banen fandt sted den 18. november 1904 - og dagen efter startede driften med to tog dagligt i hver retning. Allerede fra 1. maj det følgende år udvidedes køreplanen til, at indeholde tre tog dagligt i hver retning.

Banen var 54,2 km lang. Banens tog blev i Thisted ekspederet af af DSB og Fjerritslev station var fælles med FFJ. TFJ's ledelse og værksted var placeret i Thisted.

De sidste årtier blev en stor del af  skinnebusserne gennemført fra Aalborg til Thisted og altså drevet fælles mellem FFJ og TFJ.

Thisted-Fjerritslev Jernbane havde stor lokal betydning, men da banens opland var yderst begrænset, og meget tyndt befolket, var det kun lidt, der tilførtes banen af lokal trafik. Men TFJ havde også betydning som transitbane. I hele banens levetid foregik der en hel del gennemgående person- og godstransporter, f. eks. mellem Aalborg og Struer - via TFJ.

Læs mere om banen i 19 siders jubilæumsskrift for TFJ fra 1952.

Da TFJ mistede forbindelsen med kollegaen i Fjerritslev var underlaget for banen blevet væsentligt reduceret og TFJ blev nedlagt samtidigt med FFJ den 1. april 1969.

Se mange flere billeder og læs mere om TFJ på Erik  V. Pedersens side om banen.

Skinnebus ved Thisted station i 1969. Foto: J. Hagger Jensen.

Undermenu